• Svindelsag vokser: Sigtelser om hvidvask for to milliarder

    Источник: BDK Borsnyt / 09 июл 2024 07:15:45   America/New_York

    Allerede da der i grundlovsforhøret sidste år blev rejst sigtelser for hvidvask af over en halv milliard kroner, var Operation Atlas en stor svindelsag. Og det seneste år er den bare vokset. Efterforskningen har ifølge anklagemyndigheden afsløret, at der er svindlet for langt mere, og derfor er sigtelserne i sagen blevet udvidet ad flere omgange. Sagen omhandler nu svindel for cirka to milliarder kroner, oplyser specialanklager Stig Paulsen fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). - Der er en enkelt, der er sigtet for det hele. De tre andre er sigtet for svindlen i varierende grader, siger han. I slutningen af juni sidste år blev fire personer - to mænd og to kvinder - fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor den ene mand blev sigtet for hvidvask af særlig grov beskaffenhed for cirka 560 millioner kroner. Manden er i 60'erne og har høje markerede kindben. Han er tidligere advokat. I retsmødet havde han en midterskilning, der delte det grå hår, som gik ham til øreflipperne. Ifølge anklagemyndigheden har han indsat penge, som stammer fra kriminalitet, på virksomhedskonti i danske banker og videreoverført beløbene til andre virksomheder. Det skulle han angiveligt have gjort for at skjule, hvor beløbene stammede fra. De tre andre blev ligeledes mødt med sigtelser om grov hvidvask, men de skulle ifølge sigtelserne have håndteret mindre beløb end den gråhårede eksadvokat. NSK har i dag nogenlunde det samme indtryk af de sigtedes roller i svindlen, som politienheden havde, da sigtelserne blev rejst. - Der er nogle, der har haft en mere koordinerende rolle, og nogle har haft en mere praktisk rolle, siger Stig Paulsen. Et af forholdene om hvidvask beskriver, at eksadvokaten i perioden mellem 2018 og 2022 som ejer og direktør i et selskab, der arbejdede med agenturhandel med maskiner og teknisk udstyr, hvidvaskede penge via selskabets konti i Jyske Bank og Nordea. Ifølge sigtelsen, der blev læst op i grundlovsforhøret skulle han, en af de medsigtede kvinder og flere uidentificerede medgerningsmænd have overført beløb, der svarer til knap 119 millioner kroner. Pengene, som var ført i danske kroner, euro og amerikanske dollar, blev overført til en række virksomheder - ifølge anklagemyndigheden "for at skjule eller tilsløre midlernes ulovlige oprindelse". Det kom i grundlovsforhøret ikke frem, hvor pengene - som angiveligt blev hvidvasket - stammede fra. Det fremgik heller ikke, om det var lykkedes politiet at beslaglægge midler i forbindelse med sagen. I retsmødet sidste år nægtede de sig alle skyldige. Så vidt specialanklager Stig Paulsen er bekendt, gør de stadig det. De to kvinder var i grundlovsforhøret flankeret af hver deres tolk. Den ene tolkede ukrainsk, den anden russisk. Begge mænd talte og forstod derimod dansk uden problemer. Der er ikke rejst tiltale i sagen endnu. Men anklagemyndigheden har i samråd med forsvarerne anmodet Københavns Byret om at få sagen forhåndsberammet i retten. Forventningen er, at der skal bruges mange retsdage. - Et sted mellem 55 og 60 dage, siger Stig Paulsen. Der blev i grundlovsforhøret nedlagt navneforbud for de fire. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/svindelsag-vokser-sigtelser-om-hvidvask-for-to-milliarder
Опубликовать